Nedenstående digt uden titel er skrevet af min bedstefar, Jørgen Rytter, og udgivet i digtsamlingen Ellipse i 1965.

Læs det. Tænk på, at selvom besættelsestiden kan synes som en fjern fortid, så er krigen stadig tæt på os. For kun 20 år siden, var det på Balkan. Indenfor de sidste ti år har Danmark været i krig i Afghanistan, Irak og Libyen. Millioner af mennesker i verden lever med krigen på nært hold.

Ligesom en mand

der sidder foroverbøjet og sover

retter sig op

og ser

når nogen prikker ham på ryggen med en stok

eller en finger

således rettede jeg mig op

og så

men der var ingen

der prikkede mig på ryggen med en stok

eller en finger

og jeg lod som ingenting

og sov videre

som om ingen prikker

mig

på ryggen med en stok eller en finger

Ligesom en mand

der ligger udstrakt på jorden

åbner munden

og skriger

når nogen stikker ham en kniv i maven

og hugger til opefter

således åbnede jeg munden

og gabte

men der var ingen der stak en kniv i maven

på mig

og huggede til opefter

og jeg lod som ingenting

og sov videre

som om ingen stikker

knive i maver

og hugger til opefter

Ligesom en ung mand

der står foroverbøjet

forhærdes

når han maser hælen mod døden

for at frigøre bajonetten

således forhærdedes

jeg

da jeg stod foroverbøjet

men der var ingen bajonet at frigøre

og ingen død at mase hælen imod

og jeg lod som ingenting

og sov videre

som om ingen maser hælen

mod døden

for at frigøre bajonetten

Ligesom en kvinde

der ligger fastklemt under

et sammenstyrtet hus

forsøger at frigøre sig

når hun ser sine børn

brænde

således forøgte jeg

at frigøre mig

men mine børn brænder ikke

og jeg lod som ingenting

og sov videre

som om ingen kvinder sidder fastklemt

og ingen børn

brænder

Ligesom et barn

der sidder alene

på jorden

piller i moderens øje

således pillede jeg mig i mit øje

men jeg var ikke noget barn

og min mor var ikke

død

og jeg lod som ingenting

og sov videre

som om intet barn

sidder alene

på jorden

og piller i et øje

Ligesom himlen

hvælver sig over byen

og landsbyen

med sorte prikker der hylende

falder

og falder

og bliver store som

bomber

således hvælvede himlen sig over mig

men den var klar og ren

og der faldt ingen

bomber

og jeg lod som ingenting

og sov videre

som om ingen sorte prikker

falder

og falder

og bliver store som

bomber.

Samtidig har jeg i forbindelse med min søns skolestart det sidste halve år undret mig over, hvor rengøringspersonalet er blevet af i skoler og fritidshjem. I min barndoms skole kendte vi rengøringsdamen, der var på skolen hele dagen, hvor hun ud over at tømme skraldespande og vaske gulve også lærte os at rydde op efter os selv og satte plaster på vores knæ, når vi faldt i skolegården. I dag kommer der et firma om natten og gør rent. Helt sikkert hurtigt og effektivt, men der er ligesom gået noget tabt…

I det hele taget er mange af servicefunktionerne i vores samfund udfaset og sparet væk. Køkkenassistenter i børnehaverne er et sjældent syn. Biblioteksmedarbejderne kan ikke længere svare på helt almindelige spørgsmål, men henviser til google. Parker og legepladser har hverken parkbetjente eller opsynsmænd. Det betyder dels, at serviceniveauet i vores offentlige institutioner er blevet væsentligt lavere, men det betyder også, at vi har mistet en masse vigtige arbejdspladser, og dermed øget den i forvejen lange kø foran jobcentrene.

Mange vil nok mene, at det er fuldstændig utopisk at tro, at vi i en tid med økonomisk krise, nulvækst og sparekrav kan få råd til at oprette en masse nye servicejobs i den offentlige sektor. Jeg siger: Har vi råd til at lade være? Vi har hundredetusinder arbejdsløse, der går rundt på offentlig forsørgelse. Vi poster milliarder i meningsløs aktivering, der absolut ikke skaber jobs.

I dag foreslår så den radikale beskæftigelsesborgmester at man skal afskaffe aktiveringen for visse grupper af kontanthjælpsmodtagere i København og i stedet lade dem udføre frivilligt arbejde. Det giver rigtig god mening, at give folk noget meningsfuldt at beskæftige sig med, men det giver ikke mening at de ikke skal have en ordentlig løn for deres arbejde! I stedet for at lade folk arbejde gratis, kunne København Kommune jo blot oprette en række nye servicestillinger til kontanthjælpsmodtagerne.

En simpel udregning illustrerer, at det er muligt at oprette servicejobs ganske gratis (ja, måske kan man endda spare penge!). En kontanthjælpsmodtager på højeste sats modtager omkring 180.000 årligt. Jeg mener, at en gennemsnits aktiveringsplads koster omkring 70.000 årligt. Derudover kommer udgifter til administration osv. En kontanthjælpsmodtager koster altså omkring 250.000 kr. årligt. De penge kunne jo i stedet udbetales som løn for et job som eksempelvis serviceassistent.

Jeg er sikker på, at langt de fleste kontanthjælpsmodtagere vil sige ja tak til at bidrage aktivt til samfundet gennem et meningsfuldt arbejde, der samtidig giver en løn, man kan leve af. Så hvad venter vi på? Opret dog de servicejobs nu!

Inden jeg begyndte at blogge om religion, havde jeg en fornemmelse af, at jeg nok skulle få nogle sure kommentarer med på vejen. Jeg er vant til at blive mødt med skepsis, både p.g.a. mine politiske holdninger og min religion. Det er ikke altid let at være socialist og muslim, men jeg har jo selv valgt at være en offentlig person, og så må jeg naturligvis både tage den ris og den ros, der følger med. Men jeg må ærligt indrømme, at alle de negative kommentarer, jeg fik på mine blogindlæg om Islam, slog mig helt ud af kurs og fik mig til at miste lysten til at indgå i en dialog omkring emner, der ellers interesser mig.

Er det virkelig blevet alment acceptabelt at rakke andre mennesker ned p.g.a. deres tro? Er det virkelig blevet normalt at omtale Islam med nedladende respektløshed? Påstandende omkring Islam og muslimer er helt uhyrlige og får mig til at tænke på 30´ernes karikaturtegninger af monstrøse, børneædende jøder. De første gange, jeg stødte på fænomenet, tænkte jeg, at der da måtte være et eller andet sted, man kan klage over den slags, men så slog jeg det hen, fordi det jo sikkert bare var mig, der var for fintfølende. Siden forsøgte jeg at gå i dialog med nogle af mine kritikere, men det gjorde bare retorikken endnu mere skinger og til sidst valgte jeg den nemme udvej – at ignorere det og trække mig tilbage.

Siden er jeg blevet meget mere opmærksom på den sprogbrug, der er i det offentlige rum omkring Islam og muslimer, og jeg synes, jeg kan se en tendens mod en stadig stigende forråelse af vores sprog og en accept af nedgørelsen af en af verdens største religioner. Når jeg engang imellem har gjort andre opmærksomme på dette, er jeg blevet mødt med en påstand om at jeg er fintfølende og ikke tåler kritik.

Men jeg tåler kritik – og jeg elsker kritik! En kritisk tilgang til virkeligheden og vores viden om denne er forudsætningen for enhver udvidelse af vores horisont. Kritik er essentiel for dialog, modspil og medspil. Men kritik forudsætter også en respekt for den, man kritiserer. En kritisk dialog forudsætter en gensidig respekt, som jeg oplever som fuldstændig fraværende, når emnet er Islam. Derfor håber jeg, at mine fremtidige indlæg vil blive mødt af kritik – men også af respekt! Jeg vil i hvert fald gerne gøre endnu et forsøg på at møde mine kritikere med respekt!

Som voksen har jeg ofte undret mig over, at jeg i mit indre har skabt en fortælling om, at denne mand, var den første sorte mand, jeg havde mødt. Det passer nemlig ikke. Gennem hele min barndom er der kommet afrikanere og afroamerikanere i mine bedsteforældres hjem. De har bare ikke været fremmede. Først da jeg ser en sort mand i en togkupé, et fremmed sted, på ukendt territorium, fyldes jeg med den selvsamme frygt, der gennem verdenshistorien har forårsaget krige, koncentrationslejre og folkemord.

Frygt er en fantastisk forsvarsmekanisme. Den skåner os for det skadelige og holder os fra det farlige. Frygten er ofte begrundet i rationelle argumenter om det frygtedes farlighed. Cobraslanger er giftige, derfor frygter vi dem. Men frygt kan også være dybt irrationel. Mange mennesker, der lider af fobier, frygter dét, som vi andre er trygge ved. Mennesker med agorafobi frygter åbne pladser. Mennesker med klaustrofobi frygter lukkede rum. Nogle mennesker udvikler decideret angst og socialfobi. Nogle er bange for andre mennesker, mens nogle kun er bange for de mennesker, de endnu ikke har mødt.

Vi frygter ikke nødvendigvis dét, der er fremmedartet og anderledes end os selv, men vi frygter dét, vi ikke kender. Den irrationelle frygt for det ukendte er en forsvarsmekanisme, der skåner os for ubehagelige overraskelser og holder os fra det potentielt farlige. Vi forsøger ikke at gøre det ukendte kendt – det er for farligt! Tværtimod forsøger vi enten at lave det ukendte om til noget vi kender i forvejen, eller vi forsøger at bekæmpe det fremmede med alle tænkelige midler.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at nye danskere mødes med kravet om tilpasning og assimilation. Det er heller ikke så mærkeligt, at man i en globaliseret verden med åbne grænser igen taler om nationalstaten, danske værdier og begrænsning af indvandringen. Jo tættere de fremmede kommer på os, jo længere vil vi holde dem fra kroppen!

Jeg har derfor lavet et lille statistisk sammendrag, der ud fra Integrationsministeriets egne tal viser, at hele retorikken omkring den uhæmmede tilstrømning er fuldstændig forkert.

I 2009 ansøgte 3855 personer om asyl i Danmark. Det er væsentlig flere end de foregående år og skyldes ikke mindst en drastisk stigning i antallet af asylansøgere fra Afghanistan. Der blev samme år givet 1376 opholdstilladelser til anerkendte flygtninge fra så forskellige lande som Iran, Rusland og Somalia. Under halvdelen af de irakiske asylansøgere opnåede opholdstilladelse og over to tredjedele af de palæstinensiske asylansøgere blev afvist.

Antallet af ansøgninger om familiesammenføringer var sidste år 6184 personer, og der blev i 2009 givet 4479 tilladelser til familiesammenføring. Heraf blev de 68 % givet til ægtefæller til en dansk eller nordisk statsborger og kun 619 tilladelser til familiesammenføring blev givet til ægtefæller til herboende flygtninge eller indvandrere. 12 % af alle ansøgningerne om familiesammenføringer omhandlede ægtefæller fra Thailand og det er næsten 6 gange så mange som antallet af ansøgninger vedrørende ægtefæller fra Somalia.

Det er derfor usandt når Dansk Folkeparti får det til at lyde som om at familiesammenføringer medfører store integrationsproblemer, da langt størstedelen af familiesammenføringer gives til danske statsborgere. Det er i forvejen meget svært at opnå familiesammenføring med en udenlandsk ægtefælle. En yderligere stramning af familiesammenføringsreglerne vil gøre det endnu sværere og den vil i høj grad ramme danske statsborgere, da de udgør langt størstedelen af ansøgerne.

Den anden største indvandrergruppe i Danmark kommer fra Tyskland, og udgør næsten dobbelt så mange personer som det samlede antal flygtninge fra Somalia samt deres efterkommere. Der bor i Danmark flere indvandrere fra Storbrittanien end flygtninge fra Afghanistan. Derfor opgør man statistikkerne vedrørende uddannelse og arbejde separat for borgere med vestlig baggrund og ikke-vestlig baggrund. Påstanden om at flygtninge, indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande ikke er integrerede er heller ikke hele sandheden. En større andel af 20-24-årige efterkommerkvinder med ikke-vestlig oprindelse er i gang med en videregående uddannelse end kvinder med dansk oprindelse i samme alder. Efterkommermænd med ikke-vestlig oprindelse er på niveau med mænd med dansk oprindelse i samme alder. I 2009 var arbejdsløsheden blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande historisk lav på 4,8 pct.

Det ville være befriende, hvis politikerne ville huske disse tal, når de taler om flygtninge, indvandrere, familiesammenføringer og integration, i stedet for at fremelske myter og urigtige påstande, der kun skaber fordomme og skader integrationen mere end de gavner.

Hvor historien er rig på udryddelseslejre og torturinstrumenter eller massemord og folkemord, ligger der som regel en iscenesættelse forud, ikke sjældent i form af politiske eller religiøse konstruktioner af Det Gode og Det Onde – Ven og Fjende. Det gælder fra hekseprocesserne og kætterforfølgelserne til nazisternes Endlösung og folkemordene i Cambodja, Rwanda, Bosnien og mange andre steder i verden. Det er ikke uden grund at det 20. århundrede af nogen betegnes som folkemordenes århundrede.

Folkemord er betinget af de forudgående forestillinger og propaganda om den ildesete befolkningsgruppes umenneskelighed og “ondskab”. Dæmoniseringen af hele grupper cementerer modsætninger mellem ‘os’ og ‘dem’, og det er blandt andet disse modsætninger, som ligger til grund for forfølgelser af uskyldige.

Menneskehedens største problem er ikke så meget et overskud af aggression som et underskud af refleksion. Dette underskud fører til, at mennesker accepterer, og til og med deltager i de mest vanvittige overgreb på deres medmennesker. Egoismen ligger til grund for langt færre drab og overgreb end den ureflekterede, uegennyttige hengivelse til ‘højere’ formål, der er defineret af politiske magthavere. Og ligegyldigheden kræver endnu flere ofre, ikke mindst i forhold til mennesker, som ikke befinder sig i vores umiddelbare nærhed.

Dét menneske, vi ser ind i øjnene, kan vi ikke slå ihjel. Vi spejler os i menneskeligheden bag den andens øjne. Men dét menneske, der er os fjernt, ukendt, fremmed, ja knap nok et rigtigt menneske, kan vi ikke spejle os i.

I 1943 legitimerede nazisternes propagandaminister Joseph Goebbels nedslagtningen af jøderne som en racekrig, afstedkommet af et nødvendigt forsvar:

“Denne krig er en racekrig. Jøderne indledte den, og de styrer den. Deres mål er at ødelægge og udrydde vores folk. Vi er den eneste kraft, der står imellem jødedom og verdensdominans.”

Lederen af SS, Heinrich Himmler, fastslog samme år:

“Vi havde den moralske ret; vi havde pligten over for vores folk til at tage livet af dét folk, der ville tage livet af os.”

Nazisterne kunne altså retfærdiggøre jødeudryddelsen med at ”det er enten dem eller os”. På samme måde argumenteres der i dag over hele Europa overfor muslimer.

Formand for trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard sagde i 2009:

”islam – altså religionen eller ideologien, om man vil – i sin grundforståelse rummer en krigserklæring til alle, der ikke vil bøje sig for islams af gud beordrede pligt til at herske overalt. At det forholder sig sådan, står uden for diskussion”.

Der er ikke langt fra Lars Hedegaards forståelse af muslimer som vores største fjende til at tage kampen op imod denne fjende. Pia Kjærsgård og Dansk Folkeparti har allerede indkaldt til imod Islam. Hvis vi igen lader ligegyldigheden råde, og stiltiende accepterer påstanden om at vi er de gode og de andre, de fremmede, er de onde, risikerer vi en gentagelse af Krystalnatten og det Holocaust, der fulgte.

Vi skal derfor sige fra overfor racisme. Vi skal mindes Krystalnatten og minde os selv og hinanden om, at vi altid – altid – skal sige fra overfor diskrimination og undertrykkelse af etniske og religiøse mindretal og i stedet se vores medmennesker i øjnene og dér genfinde vores egen medmenneskelighed.

]]> http://annarytter.eftertanke.dk/2010/11/09/glem-aldrig-krystalnatten/feed/ 12 http://annarytter.eftertanke.dk/2010/10/21/hvad-er-en-ghetto-hellerup-eller-gellerup/ http://annarytter.eftertanke.dk/2010/10/21/hvad-er-en-ghetto-hellerup-eller-gellerup/#comments Thu, 21 Oct 2010 10:17:09 +0000 Anna Rytter http://annarytter.eftertanke.dk/?p=65 Min gode partikammerat Elizabeth Japsen skrev for nylig følgende i et blogindlæg ”Jeg er helt enig –  riv de der ghettoer ned – Hellerup, og hvad de hedder alle sammen”. Ordspillet mellem Gellerup og Hellerup er efter min overbevisning ikke bare genialt, men også meget rammende i forhold til den definition, de fleste i dag anvender af begrebet ghetto.

Egentlig var en ghetto betegnelsen for de gader eller bydele i europæiske byer, hvor folk af jødisk religion ved lov var henvist til at bo. Betegnelsen bruges i dag mere generelt om bydele, hvor en bestemt etnisk gruppe dominerer, og hvor adskillelsen bunder i social og økonomisk diskriminering snarere end i juridiske tvangsmidler. Derfor er Hellerup ligeså meget en ghetto som Gellerup, og derfor mister begrebet fuldstændig mening, når det kun anvendes på socialt belastede boligområder.

Problemerne i de socialt belastede boligområder, bunder ikke i beboernes etniske eller religiøse baggrund, men i socio-økonomiske forhold. Sociale problemer kræver sociale løsninger. Løsningen på de problemer, vi ser eksempelvis i Vollsmose og Gellerup, er ikke mere politi og strengere straffe eller nedrivning af boliger og tvangsflytning af borgere. Der kræves en langt bedre forebyggende indsats og fælles løsninger i samarbejde med beboerne.

De udadreagerende unge, der skaber problemer i de socialt belaste boligområder udgør kun en meget lille del af beboerne, men deres adfærd er med til at skabe generel utryghed. De unges frustrationer og udadreagerende adfærd skyldes primært tre forhold, der er indbyrdes forbundne, nemlig:

1) Massive fattigdomsproblemer og manglende socio-økonomisk mobilitet. Den sociale arv spiller en stor rolle for de unges muligheder for at få uddannelse og arbejde. Alternativet – nemlig et liv på kontanthjælp eller førtidspension – skaber en underklasse, der står fuldstændig uden mulighed for at hjælpe sig selv, og slet ikke hinanden.

2) Massive psykiske og sociale problemer for de største flygtningegrupper, der ikke alene er flygtet fra krig og forfærdelige forhold i hjemlandet, men også har været igennem en umenneskelig asylbehandling og en total mangel på forståelse for og behandling af de traumer, man får af at være i sådan en situation. Red Barnet har flere gange forsøgt at rejse dette spørgsmål vedr. de sekundært traumatiserede børn.

3) En modreaktion på den stigende racisme, diskrimination og stigmatisering, som mange unge med anden etnisk baggrund oplever, samt selve italesættelsen af visse boligområder som “ghettoer”, “sorte huller” etc. (som Københavns politidirektør i øvrigt også pointerer som en del af problemet). Der er rig dokumentation af mediernes stigende stigmatisering samt stigningen i antallet af hatecrimes begået mod flygtninge, indvandrere og efterkommere.

De bagvedliggende problemer, der kommer til udtryk ved stenkast mod politiet, afbrænding af biler, er derfor af social karakter og kan bedst løses gennem en langsigtet social indsats, der styrker beboerdemokratiet, sikrer en indkomst man kan leve af, behandler traumer og psykiske sygdomme på lige fod med fysiske sygdomme, styrker retssikkerheden og sikrer en ordentlig familieorienteret sagsbehandling.

Og så skal vi lade være med at bruge betegnelsen ghetto om Vollsmose og Gellerup, så længe vi ikke bruger betegnelsen ghetto om Søllerød og Hellerup!

Hvad er så det politiske bud på løsningen af den stigende ulighed? Absolut intet! Hverken regeringen og Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne og SF har nogle bud på, hvordan vi skaber et mere lige samfund. Politikerne har så travlt med at fralægge sig ansvaret for uligheden, fattigdommen og de sociale problemer, som rigtig mange mennesker lever med hver dag. De borgerlige har en klar ideologisk tilgang til ulighed. Som en minister kom til at sige ”ulighed skaber dynamik i samfundet”. Altså: ulighed er med til at skabe bedre muligheder for at de allerrigeste kan udnytte de allerfattigste. Og det er åbenbart ifølge de borgerlige en rigtig god ting, uanset de menneskelige omkostninger.

Regeringens genopretningsplan er et udmærket eksempel på, hvordan man ved at lave en ”omvendt Robin Hood” tager fra de fattige og giver til de rige. Skattelettelser til de allerrigeste og forgyldning af bankerne finansieres ved at skære på de arbejdsløses indtægtsgrundlag i form af dagpenge samt de børnerige familiers ”tøjpenge”, nemlig børnefamilieydelsen. Desuden pålægger man eksempelvis traumatiserede flygtninge at betale for deres egen tolk. Samtidig med at stigende huspriser har forgyldt de rigeste, har man lavet afdragsfrie lån og gratis renovering af samtalekøkkener og badeværelser for folk i ejerboliger. Efterhånden tegner der sig et klart billede af, hvem der skal forgyldes, og hvem der skal sparkes til.

Socialdemokraterne og SF har traditionelt stået for et standpunkt om at mindske uligheden. Men det kan være rigtig svært at se, hvordan man ved at pålægge folk at arbejde 12 minutter mere om dagen og dermed ”stjæle” arbejdet fra nogle andre, der så bliver arbejdsløse, mindsker uligheden. Også S og SFs ghetto-forslag i høj grad med til at stigmatisere alle de mennesker, der bor i almennyttigt boligbyggeri. Hver femte borger i Danmark bor almennyttigt og de pålægges nu strengere straffe, udgangsforbud osv. alene fordi de tilfældigvis bor i et bestemt boligområde.

Forskellen mellem lejer og ejer er i høj grad med til forstærke uligheden. Det er jo ikke alle og enhver, der kan gå ned i banken og låne et par millioner på sit glatte ansigt. Men dem, der kan, kan få adgang til ejerboligmarkedet, med rige muligheder for at tjene gode penge på at lave absolut ingenting! Det allermest uretfærdige er, at når man låner penge til eksempelvis fast ejendom, kan man trække renterne fra i skat. Det betyder, at skatteborgerne – du og jeg – betaler renterne på boligejernes lån. Alt i mens stiger boligen i værdi, og når man engang sælger den igen, er man sikker på gevinst. Fortjenesten beskattes naturligvis ikke! Forgyldningen af boligejerne har i høj grad været med til at skabe de sidste ti års stigning i uligheden.

Jeg har aldrig rigtig forstået idéen om, at ”ulighed skaber dynamik”. Vores samfund er nemlig ikke spor dynamisk. Det er de samme familier, der i generationer ejer goderne og de samme, der knokler en vis legemsdel ud af bukserne. Derfor er et ulige samfund ikke værd at stræbe efter. Tværtimod burde politikerne arbejde for mere lighed. Det ville glæde mig, hvis Socialdemokraterne og SF ville gøre det til deres højeste prioritet for en ny regering at bekæmpe uligheden. Enhedslisten vil i hvert fald gerne være med! Er det ikke ved at være tid til at vi alle tager ansvar for i fællesskab at skabe en bedre hverdag og en bedre verden?

Der er ingen tvivl om, at SF på en række centrale politikområder har foretaget et skarpt højresving de seneste år. Villy Søvndal beskriver selv meget diplomatisk SFs højredrejning i en kronik i Politiken i januar med at: ”både i realpolitikken og i værdidebatten har SF sat sig i nye positioner”. Disse ”nye positioner” handler for SF udelukkende om at få indflydelse og blive ”regeringsduelige”. Villy Søvndal fortsætter i kronikken: “At gå på kompromis med sine idealer er ikke det samme som at give afkald på dem. I hvert fald ikke for SF. Vi forhandler ikke ved at parkere idealerne uden for døren, men ved at tage dem med ind til bordet for at sikre, at de får størst mulig indflydelse.”  Men det mærkelige er, at SFs indflydelse i diverse forlig, også har ydet indflydelse på idealerne og ændret SFs politiske ståsted markant.

SF er de seneste år drejet til højre på en række centrale områder, bl.a. følgende:

- SF bakker op om krigen i Afghanistan, som de oprindeligt stemte imod.

- SF er med i forsvarsforliget, og støtter endda indkøb af nye bombefly til 20 – 30 milliarder, hvor de tidligere gik ind for nedrustning og fredelige konfliktløsninger.

- SF har ved flere lejligheder støttet anti-demokratisk retspolitik, bl.a. de såkaldte præventive anholdelser (der f.eks. blev brugt til at anholde hundredevis af demonstranter til klimatopmødet).

- SF nægtede at støtte de udviste irakiske flygtninge, der søgte tilflugt i Brorsons Kirken.

- SF støtter regeringens skattestop og har i KLs bestyrelse stemt for den kommuneaftale, der medfører massive nedskæringer på velfærden i kommunerne.

- SF vil frede boligejerne ved at fastholde fastfrysningen af ejendomsskatterne.

- SF går ind for Dansk Folkepartis stramninger i familiesammenføringsreglerne, bl.a. 24 års reglen, som de oprindelig stemte imod.

- SF har stemt for regeringens bankpakker, der forgylder finanssektoren.

- SF støtter helhjertet NATO og EU, som de tidligere har været imod.

- SF stemmer i Europaparlamentet for en række arbejderfjendske love, der underminerer danske løn- og arbejdsvilkår.

Men opnår man overhovedet større politisk indflydelse ved at gå på kompromis med sine politiske holdninger og idealer? Forestil dig, at du skal indgå en aftale, der først skal forhandles på plads med en person, som har grundlæggende modsatrettede interesser end dig selv. Vil det gavne dine interesser at indtage en position, der tager udgangspunkt i hans interesser? Nej, du vil selvfølgelig opnå den mest fordelagtige aftale ved at holde fast i dine egne interesser. Det er klart, at den endelige aftale vil være et kompromis mellem dine og hans interesser. Men hvis du fra starten har givet køb på dine egne interesser, vil resultatet selvfølgelig blive ringere for dig. Sådan er det også med SFs såkaldte indflydelse. Indflydelsen er kun opnået, fordi man har indtaget en position, der stemmer overens med sine politiske modstandere.

De kritiske røster internt i SF har været forbøffende tavse. Der er ingen tvivl om, at der i mange lokalafdelinger er diskussioner af, hvordan man skal forholde sig til højredrejningen. Det er dog ikke mange, der protesterer offentligt. En enkelt undtagelse er byrådsmedlem i Ringsted Jan Jakobsen, der i sommeren 2010 meldte sig ud af SF i protest mod partiets højredrejning. Han har i øvrigt siden meldt sig ind i Enhedslisten.