Nu er en måneds faste og tre dages fest vel overstået. Det er med vemod og håb, at jeg starter endnu et år. Ramadanens faste og efterfølgende fest, Eid, er en fast bestandel af de fleste muslimers årshjul, så Eid-festen kan opleves som en slags nytårsfest. Men da den strækker sig over nogle dage, bliver den ofte sammenlignet med julen. Ligesom julen betyder meget for de fleste kristne samt borgere i lande med overvejende kristent flertal, betyder Eid-festen meget for alle muslimer, uanset om man har deltaget i fasten eller ej.

Eid fejres vidt forskelligt rundt omkring i verden. Hvert folk har sine egne traditioner. For nogen varer festen kun én dag, mens andre benytter lejligheden til at feste i dagevis. Nogen har fokus på bøn og besøg i moskeen, mens andre koncentrerer sig om at indhente den forsømte spisning i Ramadanen. Festmåltider indgår altid i fejringen af Eid. Og hvert folk har sine egne traditionelle retter, der hører Eid til. Eid er i høj grad børnenes fest. De skal have nyt tøj, gaver og penge.

Men der er også traditioner i den enkelte familie. Ligesom til jul, hvor nogle familier går i kirke, mens andre bliver hjemme og nogle spiser flæskesteg mens andre spiser and. I vores lille familie har vi tradition for at holde en middag for den nærmeste familie på den første dag efter Ramadanens afslutning. Børnene får slik og gaver og måltidet består af en masse små retter og en lagkage til dessert. Der er også nogle traditionelle somaliske retter, der altid indgår i Eid-måltidet. Sambusi, der er små, kødfyldte dej-trekanter, spises i rigt mål. Og til den søde tand kan vi ikke undvære traditionel somalisk halwa med hjemmebagte småkager.

Festlighederne startede allerede fredag formiddag, hvor min søn skulle på McDonnalds i sit nye tøj, sammen med min kusine og hendes søn. Senere på dagen kom min bror og svigerinde og deres børn samt min mor. Det var helt vidunderligt at lukke døren op for min lille rødhårede niece, der kom jublende ind ad døren mens hun sang: Nu er det Eid – Vi skal have gaver – jeg elsker halwa! For hende er Eid en ligeså velkendt begivenhed som jul er for de fleste andre danske børn.

Resten af weekenden gik med at få besøg samt besøge vores nærmeste familie og venner. Børnene blev proppet med slik og halwa og fik gaver. Forældrene fik slappet af og spist og spist og spist! Køleskab og fryser er stadig stopfyldt med mad, kager og slik. Den totale modsætning til fastens afsavn og sult, men også en forløsende afslutning på årets vigtigste måned.

Religion er kommet til at betyde stadig mere i den offentlige debat. men fylder religion også mere i det offentlige rum? Mange vil helt sikkert sige ja, fordi “nye” religioner for de fleste mennesker er mere synlige og endda opsigtsvækkende end den gode gamle kristendom. For mens folkekirken og kristendommen er blevet stadig mere usynlig i det offentlige rum, fylder eksempelvis Islam mere og mere.

I de seneste år er et nyt fænomen dukket op: Ramadan-fester. I muslimske lande fejres afslutningen på Ramadanen, Eid, næsten som man fejrer jul i Danmark. Butikkerne bugner af slik og legetøj. Børn og voksne har fri fra skole og arbejde i nogle dage. Næsten alle deltager i gudstjeneste i moskeen på selve Eid-dagen. Familier samles omkring traditionsbundne måltider. Arbejdspladser, uddannelsessteder og offentlige institutioner inviterer til Eid-fester.

Den danske detailhandel har for længe siden opdaget Ramadanens kommercielle værdi og har i årevis lavet reklamer målrettet fastende og festende muslimer. Måske lægger de fleste ikke mærke til det, men i Ramadanen er reklamebladene og udsalgskatalogerne pludselig fulde af mellemøstlige varer og legetøj. Tidligere kunne man først købe dadler i december – i år lå de første dadler i butikkerne samtidig med Ramadanens start.

De store byer fejrer Ramadanens afslutning med fester på Rådhuspladsen i København, Flakhaven i Odense og selv i Folketinget holdes Ramadan-fest med prominente gæster og kendte talere. Festernes gæster er både muslimer og ikke-muslimer, men de holdes primært med det formål at udbrede kendskabet til Islam og danske muslimer. For mange ikke-muslimer er det en enestående mulighed for at få et glimt af en kultur, de fleste ikke kender så meget til. For danske muslimer er det en chance for med stolthed og åbenhed at fremvise vores Islam.

Bliver det for meget med al den religion i det offentlige rum? Alle undersøgelser peger på, at religion ikke alene fylder mindre i folks bevidsthed, men også fylder mindre i det offentlige rum. Men det er tydeligt, at mens kristendommen fylder mindre, fylder Islam mere. Det er vel en meget naturlig udvikling, når andelen af muslimer i Danmark over de sidste tredive år har været støt stigende. Religionens offentlige ansigt afspejler blot befolkningens religiøse tilhørsforhold.

Som muslim er det en gave at bo i et land med religionsfrihed. Som dansker er jeg stolt over, at vi giver plads til alle, også religiøse mindretal.

I går aftes læste jeg alle kommentarerne på mine blogindlæg op for min mand. Han var ved at falde ned af stolen af bare forbøffelse over de mange negative og til tider hadefulde indlæg mod mig som muslim og Islam som sådan.

Jeg har bevidst valgt ikke at svare på nogle af disse indlæg, da min erfaring er, at det er helt umuligt at indgå i en konstruktiv dialog med mennesker, der på forhånd har indtaget en position, hvor de ikke har nogen interesse i en reel meningsudveksling.

Jeg er vant til som muslim at blive stillet kritiske spørgsmål både til mit eget valg af Islam og til religionen som sådan. Jeg er også som filosof vant til at diskutere tro og religion udfra en kritisk og nuanceret tilgang. Jeg elsker faktisk at diskutere tro og religion, både min egen og tro i al almindelighed.

Men nogle kommentarer er simpelthen ikke værd at diskutere! De har ikke form af religionskritik, men af religionsfjendtlighed eller mere konkret islamfjendtlighed.

Efter Jyllandsposten trykte de famøse Muhammedtegninger blev det klart, at muslimer skal finde sig i hån spot og latterliggørelse. Der er ingen vi kan klage til, når vi føler os nedgjorte og trådt på. Der er ingen hensyntagen til religiøse følelser. Så længe man ikke overtræder racismeparagraffen, er der ingen grænser for, hvor nedgørende og hadefuldt man kan udtrykke sig omkring Islam og muslimer.

I Ramadanen skal man som muslim være tilgivende, overbærende og rummelig. Det skal man selvfølgelig altid, men særligt i den hellige måned må man ikke hidse sig op eller lade sig provokere. Når man generer en muslim i netop Ramadanen svarer det derfor til at sparke på en, der ligger ned. At angribe en forsvarsløs.

Hvis vi bare alle kunne blive enige om, at én måned om året var fritaget for hån, spot og latterliggørelse, mobning og nedgørelse, er jeg sikker på, at vi kunne opnå meget mere forståelse mellem mennesker og måske ville vi helt glemme at mobbe resten af året!

Mange muslimer og ikke-muslimer siger, at hovedformålet med Ramadanen er at føle på egen krop, hvad det vil sige at være fattig og sulten. Det er der nok noget om, for man får i hvert fald en helt naturlig forståelse for hvad det vil sige at gå rundt med et hul i maven hele dagen. Men samtidig er man jo hele tiden bevidst om, at sulten ikke varer ved. Man ved, hvor og hvornår det næste måltid kommer, i modsætning til mange fattige i verden, der aldrig ved, hvor det næste måltid skal komme fra.

Så det er nok en sandhed med modifikationer, at Ramadanen giver os forståelse for sult og fattigdom. Men at fasten giver sympati med de fattigste i verden, er der ingen tvivl om. Sult er, udover fysisk smerte, nok den mest gennemtrængende af alle følelser. Sulten medfører også en følelsesmæssig åbenhed overfor andre tanker, såsom medfølelse og solidaritet.

Mange muslimer benytter Ramadanen til at dele dét, de har, med andre, der har knap så meget. I Ramadanen er det ikke skamfuldt at modtage almisser fra andre – det er en pligt at give og modtage! I muslimske lande er det almindeligt, at man enten inviterer fattige med hjem til aftenmåltidet, eller man laver mad, der afleveres til fattige familier. Nogle steder spiser man endda sammen på gaden i et stort sammenskudsgilde, hvor alle medbringer, hvad de kan, og nogen medbringer intet andet end et hul i maven.

Efter Ramadanens afslutning betaler alle muslimer almisse, zakat. Nogle steder betaler man en vis procentdel af ens ejendom, andre steder slagter man et får og deler ud. De fleste muslimer i Danmark indbetaler et beløb til en nødhjælpsorganisation såsom Danisk Muslim Aid eller Røde Halvmåne. Prøv at smage på ordet zakat. Sig det først langsomt, så hurtigt for dig selv. Lyder det bekendt? Lyder det som ordet skat? Zakat er faktisk en slags skat, som skaber en vis omfordeling af samfundets goder. De riges formuer fordeles blandt de fattige.

Men det holder ikke, kun at udvise social ansvarlighed i forbindelse med fasten og almissen. Som muslim og som menneske er vi alle forpligtede overfor hinanden. Social ansvarlighed og solidaritet er et væsentligt element i Islam, ikke kun i Ramadanen. Ramadanen er blot årets sidste chance for at råde bod på resten af årets eventuelle nærrighed.

Ligeså forskelligt som Islam praktiseres rundt omkring i verden, ligeså mange forskellige regler er der for fasten under Ramadanen. Der er bred enighed om, at gamle, børn og syge er undtaget fra at faste, men der er forskellig praksis f.eks. i forhold til gravide og ammende kvinder. I nogle lande er også chauffører undtaget fra at faste, mens man i andre lande simpelthen “lukker ned” for al produktivitet i dagtimerne. Nogle muslimer sover hele dagen og er vågne om natten – for dem er det ikke noget problem at faste om dagen!  Endelig er der dem, der overhovedet ikke faster, fordi de ikke ser det som en vigtig del af Islam, eller fordi fasten ikke kan passes ind i deres normale livsførelse.

Også blandt muslimer i Danmark er der mange fortolkninger af, hvornår der skal fastes og hvornår man er undtaget. Der er nogle, der meget kategorisk faster fra daggry til solnedgang uden undtagelse. Der er nogle, der slet ikke faster. Og endelig er der nogle muslimer, der faster i det omfang, de kan tilpasse det til den livsførelse de har. Nogle tager ferie hele eller dele af Ramadanen, andre kan passe deres arbejde på tom mave.

Også jeg selv må tilpasse mig den virkelighed, der er omkring mig. Når man er muslim i et ikke-muslimsk land, møder man ikke altid den forståelse og opbakning, man kan have brug for, for at leve dét liv, man gerne vil. Kritikken kan komme fra mange sider. Uforstående ikke-muslimer, der synes at dét der med faste er noget underligt noget. Men også fra mine muslimske venner og bekendte, der måske ikke synes, at jeg er “muslimsk nok”.

Efter et tidligere blogindlæg, hvor jeg skrev, at jeg i weekenden havde valgt at bryde fasten før tid, da jeg skulle til et selskab, hvor det ville være upassende at faste, fik jeg en del kommentarer fra unge muslimer, der lige ville gøre mig opmærksom på, at det altså ikke er tilladt at bryde fasten af sociale årsager. Jeg er selvfølgelig klar over, at det er den gængse opfattelse af Islam, men jeg forbeholder mig retten til at træffe mine egne valg, også når det gælder fasten.

Dansk Folkeparti har for nylig udtalt, at det skal være forbudt for eksempelvis buschauffører at faste, da de nok ikke selv kan vurdere, om de er for sultne eller for trætte til at køre bus. Den arrogance og bederevidenhed, Dansk Folkepartis holdning til muslimer er et udtryk for, svarer nøjagtig til arrogancen hos de muslimer, der forsøger at pådutte deres venner og naboer en bestemt tolkning af, hvornår man skal faste og hvornår man ikke skal.

Ofte bliver muslimer fremstillet nærmest som børn, der ikke er i stand til at træffe deres egne valg, og som derfor har brug for en eller anden formynderisk instans, der kan fortælle dem, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Jeg er et voksent menneske, der er i stand til at træffe mine egne valg, og jeg må gå ud fra, at en buschauffør er ligesom mig. Selvfølgelig kan ingen finde på at køre i bus, hvis man er så sulten og træt, at man er til fare for andre i trafikken. Så fri os fra formynderi og lad os træffe vore egne valg!

Igen i år er et af de mest omdiskuterede emner i Ramadanen fastende børn. Der lyder altid et ramaskrig fra højrefløjspolitikere, når det kommer frem, at skolelærere og skoleledere rundt om i landet må kontakte forældre, fordi nogle enkelte børn er trætte og ukoncentrerede, fordi de ikke spiser og drikker i løbet af dagen. Og igen i år må diverse imamer og andre skriftkloge stå til regnskab for fastende børn, der ikke kan passe deres skolegang. Endnu engang må imamer slå fast, at børn ikke skal faste, men at det er problematisk at sende børn hjem fra skole eller sende generelle retningslinjer ud til alle forældre, da det kun drejer sig om meget få børn, der faster.

Men hvorfor er der overhovedet børn, der faster, når det nu ikke er en pligt for børn at faste i Ramadanen? Koranen siger helt tydeligt, at børn, ældre, syge, gravide, ammende, menstruerende kvinder og rejsende er undtaget fra fasten. Den siger også, at fasten ikke på nogen måde må være til fare for liv eller helbred, og bliver man syg eller dårlig af at faste, skal man bryde fasten straks. Samtidig er der ingen tvang i religionen, og en faste, der ikke er frivillig, tæller ikke i regnskabet.

Men spørger man forældre, hvis børn faster, er svaret næsten altid det samme: “de vil selv gerne og jeg vil ikke forbyde dem det”. Hvorfor nu det? Vi forbyder hele tiden vores børn at foretage sig alle mulige ting, der er skadelige for dem. Vi lader ikke vore børn spise slik i stedet for gulerødder eller drikke cola i stedet for mælk. Vi sætter hele tiden grænser for deres adfærd, og det skal vi selvfølgelig også gøre i Ramadanen.

Min dreng er kun 5 år, men han vil da selvfølgelig gerne faste, hvis han ellers fik lov. Han har endda plaget om han ikke godt må få lov til at prøve at faste. Men han er efter min vurdering alt for lille til overhovedet at få noget ud af at faste, og jeg er ikke sikker på, om han kan tage skade af at undvære mad og drikke i længere tid. Og endnu vigtigere: Jeg ved, at han absolut ikke selv er i stand til at vurdere, om faste er godt for ham. Han vil helt sikkert mene, at det er godt at spise slik og drikke cola hele dagen, gå i seng ved midnatstid og ikke gå i bad mere end et par gange om året. Men heldigvis har han forældre, der sætter grænser for ham og vurderer, hvad der er godt og skidt for hans helbred og velbefindende.

Når min søn bliver 8-9 år, vil jeg sikkert lade ham prøve at faste en halv dag i weekenden. Det er en god måde at få del i Ramadanens velsignelser og føle sig som en del af det fællesskab, vi har som muslimer i Ramadanen. Men så længe han er barn og bor under mit tag, er det alene mig og hans far, der vurderer, hvor meget eller hvor lidt, han skal faste. Og selvfølgelig er det mit håb og min forventning, at han når han bliver voksen, vil tage del i fasten på samme måde som jeg gør, men det er hans eget valg.

Problemer med fastende børn hidrører altså ikke til et generelt problem blandt muslimer, men hidrører kun de forældre, der ikke er i stand til at sætte grænser for deres børn. Derfor adskiller trætte og ukoncentrerede muslimske børn sig ikke spor fra alle mulige andre trætte og ukoncentrerede børn i skolen, og deres problemer skal løses på nøjagtig samme måde, som alle andre problemer med elever i skolen løses bedst, nemlig gennem det daglige samarbejde mellem skolens personale og forældrene.

Et af de vigtigste elementer i Ramadanen, er de mange besøg  vi aflægger og modtager igennem fastemåneden. Ingen kan klare sig igennem en måneds faste alene, støtte fra venner og familie i form af fællesspisning, samvær og fællesskab er derfor en essentiel del af fastemåneden. For mange ikke-muslimer kan Ramadanen synes som én lang fest; der spises og drikkes i enorme mængder fra solnedgang til sengetid, der er langt senere end normalt. Børnene får dagligt slik, kager og sodavand og huset er altid fuld af gæster fra nær og fjern, hvis familien altså ikke selv er gæster hos en anden fastende, muslimsk familie. Sådan er det ikke helt i min familie. De første dage i Ramadanen havde vi dog overnattende gæster fra København, og også et kort besøg af et par unge piger fra London. Men det meste af min familie og omgangskreds er ikke muslimer, og derfor vender de selvfølgelig ikke op og ned på deres hverdag, bare fordi det er muslimernes aller-helligste måned. For mig som muslim i et ikke-muslimsk land, er det derfor en endnu større udfordring at fastholde fasten blandt ikke-fastende og deltage i det sociale liv både blandt mine ikke-muslimske og mine muslimske venner.

Denne weekend bød på to store udfordringer. Lørdag var jeg inviteret til sommerfest med min lokale partiforening og søndag stod den på stor familieudflugt med indbygget fisketur og grill. Jeg valgte at indgå et kompromis, nemlig kun at faste 12 timer og dermed bryde fasten før tid både lørdag og søndag. Det betyder, at jeg kan fastholde den døgnrytme, jeg allerede nu er ved at vænne mig til, og stadig nyde de mange fordele ved fasten, men at jeg kunne spise sammen med de andre og ikke blive sat udenfor det sociale fællesskab. Fællesskabet for mig er nemlig ikke kun en essentiel del af Ramadanen, men også en essentiel del af menneskelivet, som vi skal værne om, dyrke og bevare. Derfor må jeg også selv nogle gange gå på kompromis med mine egne ønsker, for at kunne forblive en del af de fællesskaber, som er så vigtige for kvaliteten af mit liv.

Nu er den første dag med rumlende mave vel overstået og den næste allerede godt i gang. Det er knap så hårdt, som jeg havde frygtet, og meget mere givende, end jeg havde turde håbe på.

Fastens første dage er altid meget meditative og spirituelle, fordi kroppen skal indstille sig på nye vaner, og sjælen skal vænne sig til at slippe sit fokus på kroppens behov.

Ramadanen opfordrer til ro og eftertænksomhed. Tempoet sættes ned og fordybelsen sætter ind. Kroppens organer arbejder på højtryk. Det kniber i nyrerne, det værker i tarmene, det trykker i leveren. Tanken knyttes først til kroppen for senere at skilles fra den og blive fri.

Man skulle tro, at faste, sult og selvpineri ville medføre grådighed, selvmedlidenhed og piveri, men paradoksalt nok sker det modsatte. Fasten giver menneskeligt overskud, tålmodighed, mådehold og tilgivelse. Egenskaber, der betyder meget i Islam og som vi til hverdag nok glemmer betydningen af.

Det sværeste for mig i disse første dage af Ramadanen, er at sidde stille, slappe af og geare ned. Følelsen af sult og tørst vænner man sig hurtigt til, og den kan nemt overvindes. Men de øvrige forandringer, der sker i kroppen, medfører en mærkelig følelse af rastløshed og nærmest overtræthed, der gør det svært at fokusere på andet end kroppen, der arbejder på højtryk. Langsomt slipper tanken dog kroppen og svæver som i en døs op i højere luftlag.

Sent i nat, lige før morgengry, stod jeg og så på stjernehimlen, mens jeg ventede på de første solståler i horisonten. Jeg er sikker på, at jeg kunne høre minareterne i det fjerne, fordi jeg vidste, at lige nu overalt i verden kaldes mere en en milliard muslimer til bøn. Det er en vidunderlig følelse, at være en del af noget, der er større end en selv. Det er vidunderligt at tænke på, at stjernehimlen, jorden og alt hvad der er imellem, tilhører os alle.

Til hverdag betegner jeg mig selv som værende sekulær muslim, og religion fylder egentlig ikke så meget i mit liv. Jeg beder ikke fem gange om dagen, kommer kun sjældent i moskeen og bærer kun hijab ved særlige lejligheder. Ingen opdager umiddelbart, at jeg er muslim – jeg ligner jo ikke en typisk muslim og jeg taler kun sjældent om min religion med andre end mine nærmeste.

Derfor var jeg også afvigende, første gang jeg blev spurgt om jeg kunne tænke mig at blogge om mine oplevelser i Ramadanen. Jeg er ikke vant til at dele mine inderste religiøse følelser og tanker med nogen. Jeg er bange for, hvilket billede andre mennesker vil få af mig. Jeg er bange for at blive mødt af fordomme og stemplet som ”hende der muslimen”.

Alligevel har jeg valgt den kommende måned at dele nogle af de tanker og oplevelser jeg har i forbindelse med Ramadanen, der starter i morgen. Eller netop derfor har jeg valgt at stå åbent frem og vise, at muslimer ikke altid lever op til de stereotype forventninger, de fleste ikke-muslimer har.

Selvom jeg ikke lever op til alle de forventninger, der er til en muslims gøren og laden, har Ramadanen altid betydet meget for mig. Jeg fastede første gang i 1997 og har i årene siden gjort mit bedste for at holde Ramadanen hellig. Nogle år har jeg fastet hele Ramadanen, andre år har jeg undladt, fordi jeg har været gravid eller syg. Sidste år fastede jeg kun en del af Ramadanen, da det simpelthen ikke hang sammen med min travle hverdag. Og sådan bliver det muligvis også i år. Jeg starter dog altid Ramadanen med den forventning, at jeg kan faste hele måneden.

Derfor har jeg de sidste dage gjort en del forberedelser af praktisk, fysisk og mental art. Praktisk har jeg sørget for at få gjort hovedrent, vasket alt vasketøjet og købt stort ind, så jeg ikke pludselig mangler sukker eller toiletpapir. Fysisk har jeg forsøgt at spise mindre og holde mig sulten i længere tid. Jeg har også skåret betydeligt ned på cigaretterne, der jo også skal undværes fra daggry til solnedgang den næste måned. Mentalt har jeg mediteret og tænkt på fastens velsignelser.

For mig er fasten som en bjergbestigning. For at det skal lykkes, skal man være bevidst om sit mål. Man skal ikke bruge al sin energi de første dage. Man skal planlægge turen og aldrig gøre det alene. Man skal ikke give op, selvom det er hårdt, for belønningen ved at nå toppen er en overvældende selvtillid og en øget fysisk og mentalt styrke.

Jeg er så klar til at påbegynde min opstigning!